Skovforeningen i EU

De nordiske skovejerforeninger har sat målene for vort arbejde i EU i 2008: Vi ønsker en EU-handlingsplan for skov, fremme af træ til energi og af skove i klimapolitikken samt en politik for offentlige indkøb der fremmer og ikke handicapper træ.

Skovforeningen har sammen med skovejerforeningerne i Sverige, Norge og Finland sat målene for det nordiske skovbrugs lobbyarbejde i Bruxelles i 2008. Vi har prioriteret disse emner:

  • En EU-handlingsplan for skov: Vi ønsker at EU bevidst benytter skovbrugets muligheder i stedet for at lade skovene ramme af tilfældigheder fra alle mulige andre politikområder, fx landbrug, miljø og handel.

  • Træ til energi: Vi ønsker at EU fremmer brugen af træ som CO2-neutral energikilde i sine medlemslande.

  • Skovbrugets muligheder for at mindske klimaforandringer: Vi ønsker at EU også bruger skovenes og træprodukters øvrige muligheder i klimapolitikken.

  • Udvikling af en harmoniseret politik for offentlige grønne indkøb: Vi ønsker at høje miljøkrav til træet ikke kommer til at handicappe træet i konkurrencen med andre og mindre miljøvenlige stoffer, fx olie, plast, metal og beton.

De nordiske skovejerorganisationer (NSF) har et kontor i Bruxelles der arbejder for at sikre og forbedre det nordiske skovbrugs rammebetingelser. Vi vil højne EU’s beslutningstageres viden og bevidsthed om skovbrug og få dem til at forstå skovenes og skovbrugets økonomiske, sociale og økologiske betydning i samfundet. For eksempel at skovbruget kan hjælpe EU med at nå sine ambitiøse mål på klimaområdet.

De nordiske skovejerorganisationer har en fælles hjemmeside, www.nordicforestry.org, som vores vigtigste medium og samlingspunkt. Fra hjemmesiden udsendes et gratis nyhedsbrev om nordisk skovbrug. Tilmelding sker på forsiden af hjemmesiden.

NSF arbejder tæt sammen med de europæiske skovejerorganisationers (CEPF) kontor i Bruxelles. Skovforeningen er også medlem af CEPF.