Skovforeningen og Naturfredningsforeningen gør fælles sag

Dansk Skovforening og Danmarks Naturfredningsforening har skrevet et fælles forslag til Miljøministeren om hvordan pattedyr i skovene bør beskyttes i fremtiden.

Dansk Skovforening og Danmarks Naturfredningsforening har skrevet et fælles forslag til Miljøminister Connie Hedegaard om den fremtidige forvaltning af de pattedyr der er tilknyttet skov. Se brevet til Connie Hedegaard og selve forslaget.

EU kræver beskyttelse af en række dyrearter

EU’s habitatdirektiv forpligter medlemslandene til at beskytte visse arters yngle- og rasteområder mod beskadigelse og ødelæggelse. Mange af de dyrearter der er omfattet af forpligtelserne, er pattedyr tilknyttet skov.

I de to organisationers forslag indgår desuden pattedyr der ikke er omfattet af EU-forpligtelserne, men som alligevel er på den danske rødliste over arter der behøver beskyttelse. Skovmåren for eksempel.

Forslaget viser hvordan skovejerne gøres til medspillere

Skovforeningens og Naturfredningsforeningens forslag til Ministeren hviler på to forudsætninger:

  • Arterne skal beskyttes på en måde der opfylder de strenge juridiske og praktiske krav i EU’s habitatdirektiv.
  • Arterne skal beskyttes på en måde der giver skovejerne det størst mulige incitament til at sikre, skabe og pleje arternes yngle- og rasteområder.

Vort forslag peger på en mere dynamisk måde at beskytte naturen på end hidtil i dansk lovgivning. Vi viser hvordan juraen i artsbeskyttelsen skal skrues sammen så psykologien kommer til virke:

Skovejerne skal gøres til medspillere i stedet for modspillere. Det skal være attraktivt og motiverende for ejerne selv at bidrage alt hvad de kan til udviklingen af de ønskede naturværdier. Det giver langt de bedste resultater, både for dyrearterne og for ejerne.

Regeringen har i forvejen artsbeskyttelse på sit arbejdsprogram fordi Danmark har forpligtet sig til at gennemføre hele EU’s habitatdirektiv. Nu ligger der et fælles, konkret og konstruktivt forslag fra Skovforeningen og Naturfredningsforeningen. Det er bare om at tage det.

Fortsættelse følger i 2007 og 2008.