Søg betaling til skovrejsning fra 1. august

Miljøstyrelsen åbner for ansøgninger til skovrejsning 1. august og du kan søge frem til 15. september. Projekter med særlige miljøhensyn prioriteres højest.

Ordningen til privat skovrejsning har været utrolig populær de seneste to år og er videreført med få ændringer i forhold til 2017.

De vigtigste ændringer i forhold til sidste år er:

  • Der kan ansøges om tilskud til plantning af nåleskov.
  • Der kan igen søges om forhøjet tilskud til anlæg af skov med særlige miljøhensyn, dvs. anlæg uden brug af dybdepløjning og uden brug af pesticider.
  • Skovrejsningsprojekter med særlige miljøhensyn vil blive prioriteret først.
  • Prioriteringskriteriet om klimatilpasning udgår.

Det primære formål er fortsat reduktion af kvælstof

Skovrejsning har mange gavnlige formål, men igen i år er det primære formål at reducere udledning af kvælstof til vandmiljøet.

Du kan derfor få betaling til at plante skov på landbrugsarealer beliggende indenfor delvandoplande til kystvande med et indsatsbehov for kvælstof. Det kræves dog, at arealet ikke ligger i områder, hvor skovrejsning er uønsket i henhold til den kommunale planlægning.

Fremtidigt ønske om pesticidfri skovrejsning

I fremtiden ønsker Miljø- og Fødevareministeren at de nye skove skal være pesticidfri. Her er det vigtigt at være opmærksom på at pesticidfri anlæg vil betyde forøgede vedligeholdsomkostninger i de første år efter anlæg og risiko for en større planteafgang i kulturen.

Det er ikke nyt at staten vil fremme pesticidfri skovrejsning. Sidste år var det også et krav at etablering skulle være pesticidfri og uden brug af dybdepløjning.

Skovdrift efter etableringsfasen foregår stort set uden brug af pesticider. Derfor er skovrejsning både med og uden kemisk ukrudtsbekæmpelse ved etablering en fornuftig metode til at beskytte grundvandet.

Men i de første år efter plantning har de små træer det vanskeligt i konkurrencen med ukrudt. En enkelt pesticidbehandling før tilplantningen – på et areal med forudgående landbrugsproduktion – bidrager til væsentligt til kulturens overlevelse og sikkerheden for landmandens investering. Derfor ser vi gerne, at ordningen til skovrejsning også fremover indeholder både mulighed for at anvende pesticider i anlægsfasen og mulighed for at vælge et forhøjet tilskud mod en pesticidfri drift.

Hvad kan du få betalt?

Betaling til skovrejsning er et investeringstilskud, der dækker tilplantning eller tilsåning af ny skov, udarbejdelse af kort og arealfastsættelse, samt den nødvendige renholdelse i anlægsfasen. Du kan også få betaling til opsætning af hegn mod vildt.

Husk at der tinglyses fredskovspligt på arealerne. Arealerne kan derfor ikke senere igen anvendes til landbrugsformål.