Stadigt større tryk på bynære skove

Skovforeningen opretter en ERFA-gruppe for ejere af bynære skove på tværs af landet. Vær med.

Bynære skov er ikke som andre skove. De har mange naboer og mange gæster med mange ønsker om mange slags friluftsliv.

Med de mange ønsker følger også ønsker til lettere tilgængelighed, mere brug, flere faciliteter og mere service i skovene. Det kan fx være parkeringspladser, stier, belægning, trapper, spang, bålpladser, sheltere, brænde, toiletter, rengøring, belysning, beskæring, skiltning, opsyn, markedsføring, fjernelse af affald.

For hvert enkelt initiativ skal der forhandles om omkostningerne: Hvem udfører og betaler faciliteterne og arbejdet? Hvem vedligeholder faciliteterne i det lange løb og betaler dén regning? Og hvor god skal vedligeholdelsen være?

Skovejerne skal også overveje blandt andet administrationsarbejdet, forsikringsforhold, følgeomkostninger til fx hegning samt ejendommens mulige værdiforringelse ved øget brug af skoven.

Det er realiteterne for de bynære skove, og det bliver ikke lettere med tiden. Flere og flere vil ud i naturen let, hurtigt og nær deres bolig. Tendensen vil højst sandsynligt blive understøttet af regeringens nationale friluftspolitik som forventes præsenteret i 2014.

Det vil både forstærke de problemer og de muligheder som det medfører for en skov at ligge nær en by.

ERFA-gruppe for bynære skove

Skovforeningen opretter nu en ERFA-gruppe for ejere af bynære skove på tværs af landet. Her kan skovenes ejere og ansatte udveksle erfaringer med fx:

  • Udvikling af forretningen

  • Løsning af konflikter med og imellem skovenes brugergrupper

  • Håndtering af særligt problematiske brugergrupper

  • Samarbejdet (og nogle gange manglen på samarbejde) med myndighederne

  • Kontakt til lokale politikere

  • Kontakt til lokale medier.

… alt sammen baseret på den bynære beliggenhed. Medlemmerne af ERFA-gruppen sætter selv dagsordenen for møderne.

Kontakt Skovforeningen hvis du er interesseret i at deltage i ERFA-gruppen.

Skovforeningens politiske bestræbelser for de bynære skove

Skovforeningen mener fortsat at Skovpolitisk Udvalgs anbefalinger fra 2011 er gode og bør realiseres, også i regeringens kommende friluftspolitik. Det gælder fx:

  • Lokal dialog og samarbejde der kan forbedre adgangsmuligheder for friluftsliv og naturoplevelser.

  • Et rejsehold der kan løse konkrete lokale udfordringer og fremme friluftslivet.

  • Styrket oplysning om adgangsregler i skovene og kontaktmuligheder til skovejerne.

  • Målrettet skovrejsning der kan styrke friluftsmulighederne.