Status for Skovforeningens samarbejde med Södra

Skovforeningen og Södra arbejder på en aftale så Skovforeningens medlemmer kan sælge nåletræ til Södra på samme attraktive vilkår som svenske skovejere. En fusion mellem Skovforeningen og Södra er ikke og kommer ikke på tale.

I juni besluttede bestyrelserne for Dansk Skovforening og Södra at undersøge mulighederne for et nærmere samarbejde. Formålet er at kunne tilbyde danske skovejere fordele på samme vilkår som svenske medlemmer af Södra.

Umiddelbart kan Södra ikke tilbyde danske skovejere et individuelt medlemskab. Som det første skridt arbejder Skovforeningen og Södra derfor nu på en aftale der gør Skovforeningen til medlem af Södra. Gennem dette medlemskab vil medlemmer af Skovforeningen kunne sælge nåletræ til Södra på samme attraktive vilkår som svenske skovejere.

Ingen fusion

Der er ikke tale om en fusion mellem Skovforeningen og Södra, og en fusion kommer heller ikke på tale på længere sigt.

Skovforeningens politiske handlefrihed bliver ikke påvirket af medlemskabet af Södra. Imens Södra ikke opkræver kontingent af sine medlemmer, vil Skovforeningen fortsat opkræve kontingent af vores medlemmer for at dække vores politiske arbejde i Danmark.

Den nærmeste fremtid

Bestyrelserne for de to parter skal i december 2007 tage stilling til medlemsaftalen mellem Skovforeningen og Södra.

Sideløbende med udviklingen af medlemsaftalen er der nedsat 4 arbejdsgrupper for at undersøge de konkrete muligheder for samarbejde på Skovforeningens og Södras arbejdsområder. Skovforeningen tror at bredere samarbejder og tilknytning af kompetencerne i svensk skovbrug kan forny og forstærke dansk skovbrugs udvikling. Arbejdsgrupperne afrapporterer første gang til de to parters bestyrelser i december 2007.

Skovforeningen har inviteret de væsentlige aktører i dansk skovbrug, herunder Skovdyrkerforeningerne, HedeDanmark og Dansk Juletræsdyrkerforening, til at deltage i udviklingen af samarbejder mellem dansk skovbrug og Södra. Nogle af parterne har allerede taget imod invitationen, andre forholder sig afventende.

Næste status for samarbejdet med Södra udsender vi i begyndelsen af januar.