Tvivlsomme tilskud

De nye tilskudsordninger i kølvandet på 2004-skovloven er for lidt attraktive for skovejerne og kommer ikke til at virke efter hensigten. Læs lederen fra Skoven juninummer 2006.

De nye tilskudsordninger i kølvandet på 2004-skovloven skuffer. Som ordningerne er skruet sammen, er de for lidt attraktive for skovejerne. Vi frygter at tilskuddene ikke kommer til at virke efter hensigten. Samfundet kunne have fået mere natur og mere gavn for friluftslivet.

Ordningernes hovedsigte er at fremme naturnær skovdrift, herunder at konvertere nål til løv. Det skal ske ved at betale skovejerne for projekter som ejerne ikke selv har økonomisk interesse i eller mulighed for at udvikle.

I ordningerne ligger en god nyskabelse, nemlig belønning af såkaldte grønne driftsplaner. Dels udløser de tilskud i sig selv, dels forhøjer de andre tilskud. Det er en fornuftig opbygning.

Men ordningernes øvrige tilskud er for små og for besværlige til at virke efter den politiske hensigt. Fx gives kun tilskud til ekstensive løvkulturer. Tanken er at ejeren selv må betale meromkostningerne til en kvalitetskultur. Men det kan medføre at en intensiv nåletræskultur uden tilskud alt i alt bliver billigere for skovejeren end en intensiv løvkultur med tilskud. Nåleskov kan blive resultatet mange steder.

Tilskuddene til anlæg til gavn for friluftslivet er også små. Disse anlæg vil fortsat give skoven et negativt dækningsbidrag, også når tilskuddet er regnet med. Og skovejerne kommer endda til at stå for den fremtidige vedligeholdelse af anlæggene. De færreste skovejere vil derfor gå ind i de projekter.

Andre elementer i ordningen bærer præg af en angst for at resultaterne frembringes med færre omkostninger end forventet. Angsten for at der opstår en præmiering af skovejeren, bliver så stor at målet fortabes. F.eks. bygges ordningerne op med krav om detaljeret timeregistrering. Det skaber frustrationer i en travl hverdag.

Afvisningen af Skovforeningens forslag om at støtte etablering af forkulturer som kan nedbringe pesticidforbruget, men måske ikke medfører væsentlige meromkostninger, er endnu et eksempel på at målet glemmes bort.

Grundlæggende mangler de nye ordninger en forståelse for at naturværdier og naturoplevelser er varer der sælges på et marked. De private skove kan og vil levere flere naturværdier og naturoplevelser hvis salget bidrager til skovenes indtjening. Omkostningsdækning er ikke tilstrækkelig til at ydelserne bliver udviklet.

Nogle af varerne – fx mere løvskov og flere anlæg til friluftslivet – stilles til rådighed for alle danskere. I statsskovene foregår det på den måde at skatteyderne betaler for skovgæsterne. Hvis denne praksis blev udstrakt til også at købe disse oplevelser i de øvrige 75 % af Danmarks skove, kunne danskerne få endnu mere natur og endnu bedre muligheder for friluftsliv.

Vi håber at vi tager fejl i vor pessimisme om de kommende tilskudsordninger. Vi håber at der kommer masser af gode ansøgninger om tilskud til mere løvskov og flere anlæg for friluftslivet. Det vil vise sig efter 1. september når det første års tilskudsansøgninger er sendt til Skov- og Naturstyrelsen.

Men hvis mængden og kvaliteten af ansøgninger ikke lever op til samfundets forventninger, er ordningerne ikke gode nok. Så må de laves om.