Udfyldelse af skovskemaet til den offentlige vurdering

For nogle skovejere kan udfyldelse af skovskemaet til den offentlige vurdering være tidskrævende. Arbejdet kan formenlig lettes.

Det kan være tidskrævende at udfylde skemaet

Skovforeningen er blevet kontaktet af flere skovejere vedrørende udfyldelsen af arealsøjlerne i skemaet til fastsættelsen til den offentlige vurdering, hvori der kræves en opdeling af arealerne på henholdsvis fredskovspligtige og ikke fredskovspligtige arealer.

For nogle skovejere kan kravet til denne opdeling medføre et stort merarbejde.

Sådan begrænser du tidsforbruget

SKAT i København har på foreningens henvendelse oplyst, at en mulig løsning på problemet er at anføre alle arealer i kolonnen under fredskovspligtige arealer. Herefter kan man i skemaet under særlige bemærkninger skønsmæssig anføre, hvor stor en andel af det samlede areal, der udgøres af fredsskovspligtige arealer.

SKAT i København kan dog ikke udstikke retningslinier for indberetningsmetoden, da det er den lokale vurderingsmyndighed, som har beslutningskompetencen.

I tilfælde, hvor opdelingen vil kræve et stort tidsforbrug, opfordres skovejerne til at kontakte den lokale vurderingsmand for at foreslå ovennævnte fremgangsmåde.

Kontaktoplysningerne findes i det udsendte brev om den offentlige vurdering.