Ulv nedlagt i Vestjylland

En ny forvaltningsplan for håndtering af ulv skal håndtere problemerne for de mennesker, som ufrivilligt lever med ulven i dagligdagen. Vi tager skarpt afstand fra den ulovlige nedskydning af en ulv i Vestjylland.

En 66-årig mand blev i mandags anholdt og sigtet for at skyde en ulv på en mark øst for Ulfborg. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. Dansk Skovforening tager skarpt afstand fra den ulovlige handling.

Ulvedebatten har nu fået en ny drejning med denne uacceptable hændelse. Dansk Skovforening sidder sammen med myndighederne og andre organisationer i en arbejdsgruppe, som er ved at lægge sidste hånd på en revideret plan for, hvordan myndigheder og borgere skal håndtere genindvandringen af ulv til Danmark. Forekomsten af ulv i Jylland er et forhold, som især påvirker de mennesker som bor, arbejder og færdes i området. Uanset mange menneskers begejstring for at ulven nu forekommer i den danske natur, så er det for de direkte berørte personer også forbundet med utryghed og frygt, at ulven færdes lige uden for døren til hjemmet.

Den bekymring og frygt skal tages alvorligt, og konsekvenserne for de berørte menneskers livskvalitet, erhvervsmæssige aktiviteter og hobbyaktiviteter skal afdækkes. Vi skal have fundet praktisk håndterbare løsninger, der beskriver hvordan sameksistensen mellem mennesker og ulv skal ske under danske forhold.

Handlingen som ligger bag det ulovlige drab på ulven understreger vigtigheden af, at vi får en forvaltningsplan der kan håndtere problemerne for de mennesker, som ufrivilligt lever med ulven i deres dagligdag. Men det må naturligvis ikke ske via selvtægt og ved at bryde landets love.