Vanviddet kan stoppes

Brændeafgiften er vanvittig nok til at udløse et ramaskrig. Det er skovbrugets, forbrugernes og miljøets chance. Så til alle modstandere af brændeafgiften: Kæmp.

En afgift på brænde truer: 275 kr. pr. rummeter løvtræ. 226 kr. pr. rummeter nåletræ.

Denne bombe under brændemarkedet er et mareridt for skovenes økonomi og mulighederne for bæredygtig skovdrift. Og det bliver et mareridt af administration og kontrol hos mange tusinde virksomheder og skove.

Forbrugerne tvinges også til at betale af afgift for fx afdækningsbark og rafter. Afgiften refunderes kun hvis man kan dokumentere at træet ikke er brugt til brænde og hvis afgiften overstiger 5000 kr, svarende til over 100 meter raftehegn.

Afgiften vil fremme grænsehandel, sort handel og afbrænding af urent træ med miljøskadelige stoffer. Og CO2-udledningen øges når hundredtusindvis rummeter tyndingstræ ikke kommer på markedet som brænde, men blot rådner op i skovbunden. Det er stik imod Danmarks ønskede omstilling til vedvarende energi og fossilfrihed.

Og i landdistrikterne hvor brænde er en nødvendig varmekilde i hundredtusindvis af husstande, bliver afgiften en bet. Brændeafgiften har social slagside.

Endelig, for at gøre meningsløsheden fuldkommen: Afgiften bidrager ikke til statskassen. Afgiften skulle ellers være med til at dække hullet når forbrugere og virksomheder bruger mindre kul, olie og gas og derfor betaler færre afgifter. Men den smule indtægt som staten kan få fra lovligt brænde, vil blive slugt af tabt moms og skat ved øget grænsehandel, øget ulovligt brændesalg og det uhyrlige bureaukrati.

Brændeafgiften er åbenlyst vanvittig

… og politikerne har aldrig planlagt eller ønsket den.

Men afgiften er en hovsa-konsekvens af Folketingets brede energiforlig fra 2012, og endnu vil ingen politiker tage initiativ til at ændre så stort et forlig.

Så formentlig kan kun et folkeligt ramaskrig nu rykke politikerne til at stoppe vanviddet.

Og afgiften er vanvittig nok til at udløse det berettigede ramaskrig. Det er skovbrugets, forbrugernes og miljøets chance.

Til alle modstandere af brændeafgiften: Kæmp

  • Skriv læserbreve til aviserne.
  • Deltag i debatten på nettet, fx www.facebook.dk/stopbraendeafgiften og andre facebooksider og debatfora. Her bliver gode argumenter spredt hurtigt.
  • Fortæl brændekunderne om konsekvenserne for dem – og få dem til at skrive læserbreve og deltage i debatten på nettet.
  • Tag journalister med i skoven og vis hvor afgørende brændemarkedet er for skovens pleje.
  • Følg sagen på www.skovforeningen.dk hvor vi lægger argumenter og fakta.

Sagen er dybt alvorlig. Men indtil afgiften er vedtaget, kan politikerne stoppe vanviddet.

Så med held og hårdt arbejde kan skovbruget og de mange andre gode kræfter imod brændeafgiften måske få politikerne til at stoppe den.

Om få måneder er det for sent.