Vinca Neergaard ny kandidat til bestyrelsen i Dansk Skovforening

Der skal vælges medlemmer til bestyrelsen som led i den kommende generalforsamling i Dansk Skovforening. Ønsker man at stille op til bestyrelsen, kan det være en god ide at annoncere sit kandidatur inden generalforsamlingen af hensyn til de stemmer, som afgives ved fuldmagter.

Generalforsamlingen i Dansk Skovforening den 24. juni 2021 betyder også valg til bestyrelsen. Bestyrelsesmedlemmer er valgt for 2 år ad gang, og fire medlemmer afgår efter tur hvert år. Medlemmer af bestyrelsen, som er på valg i 2021 er:

  • Silja Nyboe Andersen (modtager genvalg).
  • Niels Otto Lundstedt (modtager genvalg).
  • Michael Glud (modtager genvalg).
  • Én plads i bestyrelsen er pt. ledig og skal besættes.

Bestyrelsen i Dansk Skovforening opstiller skovejer Vinca Neergaard, Lorup Skovdistrikt – Det Plessenske Overdrev – som ny kandidat til bestyrelsen.

Hvis man som medlem vil stille forslag om kandidater til bestyrelsesvalget, skal man inden generalforsamlingen sikre sig, at kandidaten har accepteret at stille op.

Der stemmes ofte med mange fuldmagter til generalforsamlinger i Dansk Skovforening. Derfor er det en god ide, hvis eventuelle kandidater giver sig tilkende inden generalforsamlingen, så sekretariatet på forhånd kan annoncere kandidaturet over for medlemmerne. Kontakt i givet tilfælde Astrid Søborg fra sekretariatet.