Vinterfodring og den forbudte biodiversitet

Det er ikke til at forstå: Mens naturdebatten herhjemme og i hele verden drejer sig om hvordan vi sikrer og udvikler biodiversiteten, må danske skovejere ikke bruge et værktøj som billigt, effektivt og smukt skaber masser af biodiversitet.

Det er ikke til at forstå:

Mens naturdebatten herhjemme og i hele verden drejer sig om hvordan vi sikrer og udvikler biodiversiteten (endda med tidsfrist i 2020, aftalt i FN), må danske skovejere ikke bruge et værktøj som billigt, effektivt og smukt skaber masser af biodiversitet:

Dyrehaver med hårdt græsningstryk fra en høj vildtbestand der er opretholdt med vinterfodring.

Græsningsskov er i hele Europa en sjælden naturtype som i gamle dage blev opnået ved kreaturers sommergræsning. Sommergræssende kreaturer er efterhånden en sjældenhed, men med hjortevildt i dyrehaver kan vi opnå samme store biologiske mangfoldighed. Det særlige for hjortevildtet er at dyrene ikke behøver tag over hovedet om vinteren, men blot kan suppleringsfodres i naturen.

Staten giver sig selv lov, men ikke andre

Når Naturstyrelsen siden skovloven i 2004 har givet private tilladelse til etablering dyrehaver, har kravet været at der ikke må være mere vildt end arealet selv kan brødføde, uden indbringning af vinterfoder eller gødning. Meningen har været at holde jordens næringsindhold upåvirket.

Resultatet har været meget få dyrehaver med meget få dyr og dermed et svagt græsningstryk der ikke giver den rige biodiversitet som man ellers kunne opnå. Og forbuddet mod vinterfodring rummer også risikoen for direkte dyremishandling i perioder med pludselig og uforudset fodermangel på arealet.

Allermest uforståeligt er at Staten selv praktiserer vinterfodring med strålende resultater for biodiversiteten, landskabets skønhed og friluftslivet. Mest spektakulært måske i Jægersborg Dyrehave nord for København.

Hvorfor forskelsbehandler staten mellem tilladelserne til sine egne arealer og til andres?

En sag for Natur- og Landbrugskommissionen

Skovforeningen vil føre sagen frem i Natur- og Landbrugskommissionen hvor vi har fået plads i følgegruppen sammen med andre interesseorganisationer.

Vi ønsker at kommissionen og derefter politikerne slår fast at dyrehaver med vinterfodring kan være et fantastisk værktøj for biodiversiteten og at dette værktøj skal være lovligt, også for andre end staten selv.