Vor ikke-fossile statsminister

Danmark skal være et fossilfrit samfund, erklærer statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det er godt. Men skovbrug og træproduktion fylder endnu intet i statsministerens, Venstres og regeringens bevidsthed.

Danmark skal være et fossilfrit samfund. Det erklærer statsminister Anders Fogh Rasmussen nu som sin vision, og detaljerne kan læses på Venstres hjemmeside. Der står mange gode ting, men der mangler noget:

  • Ordet ”træ” forekommer ikke blandt de i alt 1680 ord. Der er ellers afsnit om bæredygtigt byggeri, ny grøn teknologi og vedvarende energi. Ordet ”biomasse” nævnes et par gange.
  • Ordet ”skovbrug” forekommer ikke, heller ikke i afsnittet om at ”skabe en blomstrende jordbrugs- og fødevaresektor”.
  • Ordet ”skov” nævnes kun som en del af ”en aktivistisk grøn udenrigspolitik”.

Med andre ord: Skovbrug og træproduktion fylder intet i statsministerens, Venstres og regeringens bevidsthed.

Meningerne er gode nok, men der ingen opmærksomhed på at plantestof, fx træ, er verdens mest klimagavnlige råstof. Træ er et oplagt fundament for nye grønne teknologier, både til energi, byggeri og masser af moderne produkter. Brugen af træ bør fremmes for reelt at muliggøre et samfund der er uafhængigt af kul, olie og gas.

Den logiske konsekvens af statsministerens fossilfri vision er at Regeringen tager træ-initiativer:

  • Inddrag skovene og træproduktionen i det regeringsudspil om grøn vækst der er varslet til primo 2009.
  • Genopliv produktudviklingsordningen for træ som Finansloven 2009 ellers fjernede. Øg bevillingen for at fremme forskning og nye anvendelser af træ.
  • Indfør en politik for at fremme offentligt indkøb af træ i stedet for fossile produkter.
  • Gå foran i udviklingen af teknologier som udnytter biomassen mere effektivt, fx små kraftvarmeværker nær arealerne med biomasse. Træ udgør i dag 1/3 af Danmarks vedvarende energi, og Danmarks skove kan fordoble deres produktion af energitræ, uden konsekvenser for skovenes bæredygtighed eller for træindustriens leverancer af råtræ.
  • Ophæv gammel lovgivning der skulle beskytte naturgasnettet, men som nu forhindrer decentrale kraftvarmeværker i at omstille kedlerne til fx træ.
  • Læg affaldsafgifterne om så de fremmer energiudnyttelse af haveaffaldet der kommer ind på genbrugspladserne. Det vil både gavne CO2-regnskabet og fremme varmeværkernes investeringer i biomassekedler.
  • Konkurrencen mellem de forskellige former for biomasse (fx træ, halm og energipil) skal være lige og fair.
  • Det internationale marked for biomasse skal være åbent og gennemsigtigt.
  • Biomassen skal produceres bæredygtigt, det vil sige i et skovbrug der bevarer og udvikler alle skovenes værdier, også på langt sigt. Den slags skovbrug bør staten selv gå foran for at praktisere.

Med sin fossilfri vision kommer statsministeren ikke uden om sådan en politik, selv om han måske endnu ikke er klar over det selv.

Vi takker ham for visionen idet vi forventer at han bruger træ og bæredygtig skovdrift til at virkeliggøre den.