Yasser Naz fra Svinkløv Badehotel vinder Årets Vildtret 2015

Vindermenuen lød på shish kebab af fasan, naanbrød og sauce med varme krydderier til forret og stegt hare med hibiscus samt en fyldig vildtsauce til hovedret. Konkurrencens formål er at øge danskernes kendskab til vildtkødets kvaliteter og muligheder.

Yasser Naz og medhjælper Ahmed Amin fra Svinkløv Badehotel vinder guld i kokkekonkurrencen Årets Vildtret 2015 i Forum med en mellemøstlig inspireret anretning. Friskskudte harer fra Roskilde Fjord og fasaner fra Sjælland var hovedingredienserne i finalisternes vildtretter. Andenpladsen gik til Mathias Sejer Sørensen fra Kong Hans Kælder, mens Mads Battefeld fra Henne Kirkeby Kro tog tredjepladsen.

Det var to glade vindere, Yasser Naz og medhjælper Ahmed Amin fra Svinkløv Badehotel, der søndag den 18. oktober kunne kalde sig vindere af Årets Vildtret 2015 efter fire timers intens kokkekonkurrence mod finalister fra nogle af Danmarks bedste restauranter.

 

”Det gik rigtig godt. Vi ramte retterne, som vi skulle, og vi vidste på forhånd, at det var knald eller fald, om dommerne ville kunne lide retterne. Vores mål var at lave maden så autentisk som muligt og ikke bruge en masse tryllerier,”

sagde Yasser Naz og Ahmed Amin efter sejren.

Det var tilberedningen af vildtkødet med et mellemøstligt og anderledes præg, som slog benene væk under dommerpanelet. Dommer Søren Wiuff forklarer valget:

”Yasser Naz og Ahmed Amin havde modet til at bygge retterne på deres madtraditioner, samtidig med at der blev udvist stor respekt for grøntsagerne, og man stadig kunne smage vildtkødets gode smag.”

 

 

 

Verdenskøkken i Forum

I år skulle finalisterne på fire timer improvisere både forret og hovedret ud fra en råvarebuffet. Konkurrencen var hård, og finalisterne viste et højt niveau, der tydeligt demonstrerede, at de kommer fra nogle af Danmarks mest anerkendte restauranter. De seks finalister er udvalgt på baggrund af en hovedret med vildtkød ud af et felt på mere end 30 tilmeldinger.

”Alle retter var rigtig gode, og niveauet var højt i år. Finalisternes temaer dækkede hele verden, og vildtretterne bar præg af alt fra japansk og mellemøstligt til det nordiske køkken. Det var utrolig tæt løb, hvem der fik sejren, netop fordi niveauet virkelig var imponerende,”

sagde dommer Mikkel Marschall.

Vindermenuen lød på shish kebab af fasan, naanbrød og sauce med varme krydderier til forret og stegt hare med hibiscus samt en fyldig vildtsauce til hovedret. Andenpladsen gik til Mathias Sejer Sørensen fra Kong Hans Kælder, mens Mads Battefeld fra Henne Kirkeby Kro sikrede sig tredjepladsen.

 

 

 

Frisk vildtkød fra Roskilde Fjord til Forum

Vildtkødet, som finalisterne tilberedte i Årets Vildtret 2015, var helt frisk. Lørdag morgen blev harerne skudt ved bunden af Roskilde Fjord af en lokal herregårdsjæger, og fasanerne er skudt på forskellige steder på Sjælland, så kvaliteten og friskheden var helt i top til konkurrencen. Formålet med Årets Vildtret er bl.a. at sætte fokus på, hvordan og hvor nemt vildtkød kan integreres i danskernes daglige spisevaner.

”Årets Vildtret er den perfekte anledning til at vise vildtkødet frem og give publikum en oplevelse af den bæredygtige råvare, som vildtkødet er. Samtidig ønsker vi at vise kokkene, hvordan man kan bruge andre og mere utraditionelle vildtarter såsom harer, hvorfor vi netop valgte at bruge harer i årets konkurrence,”

sagde Claus Lind Christensen, som er formand for Danmarks Jægerforbund.

 

20.000 kr. til vinderen

Årets Vildtret er arrangeret af informationsindsatsen Bæredygtig jagt, som består af Danmarks Jægerforbund, Sektionen for Større Landbrug i Landbrug & Fødevarer og Dansk Skovforening. Formålet med kokkekonkurrencen er at inspirere danskerne og øge deres kendskab til vildtkødets kvaliteter og anvendelsesmuligheder.

Yasser Naz og Ahmed Amin kan ud over æren som vindere af Årets Vildtret 2015 også glæde sig over, at de modtager en førstepræmiecheck på 20.000 kr.

Tidligere vindere af Årets Vildtret er:

2014: Tommy Jespersen, Falsled Kro

2013: Chhuong Paing, Kiin Kiin

2012: Brian Mark Hansen, Christiansholm Slot

2011: Rasmus Grønbech, Grønbech & Churchill

 

De seks finalister i år var:

Casper Sundin og Simon Thrane, Søllerød Kro

Claus Jørgensen, Restaurant Lieffroy

Mads Battefeld, Henne Kirkeby Kro

Mathias Sejer Sørensen, Kong Hans Kælder

Michel Kristensen, Marchal Hotel D’Angleterre

Yasser Naz, Svinkløv Badehotel

 

Vildtretterne blev bedømt af et erfarent dommerpanel bestående af kokkene Francis Cardenau (Le Sommelier m. fl.), Rasmus Grønbech (Grønbech & Churchill), Mikkel Maarbjerg (Kirk+Maarbjerg) og Mikkel Marschall (Marschall Food Event) samt landmand Søren Wiuff (Brogården, Gislinge) og journalist samt madblogger Nadia Mathiasen (foodfanatic.dk). Dommerne bedømte vildtretterne efter tre kriterier: Smag, præsentation og bæredygtighed.

Årets Vildtret 2015 er sponsoreret af grøntleverandør Søren Wiuff, Intercomp, Pillivuyt, Hardys Wines, Vordingborg Køkkenet og Oscar.